En beretning om huset på Østermarksvej 59 i Ø og dens beboere

Skrevet efter en fortælling af Jens Peter Jensen,
Højen 4C Ørum.

Om “Degnehuset”
Huset på Østermarksvej er opført i 1859. Huset blev opført af det daværende Ørum-Viskum-Vejrum Sogn til et bestemt formål, nemlig at skulle være bolig for degnens enke. Huset er oprindeligt opført således, at det kunne rumme to degneenker.

I midten af forrige århundrede var der en ordning, der betød, at degnens enke skulle under- holdes af det sogn, hvor degnen havde haft embede. En tilsvarende ordning er også kendt som værende gældende for enker efter præster. Så i det omfang at en ny degn ikke giftede sig med enken efter den tidligere, enten fordi han havde familie i forvejen, og i visse tilfælde kunne man vel også forestille sig, at den tilbageblevne enke var af en sådan alder, at et nyt giftermål ikke var aktuel. Parterne skulle være i hvert fald nogenlunde enige om at det var en god ide at leve sammen - ja da blev enken anvist Degnehuset som bolig.

Jens Peter Jensen ved også, at huset senere blev anvendt som fattighus. Jens Peter Jensen fortæller, at husets seneste beboer, før hans fader købte huset, var en sådan subsistensløs eller fattiglem, der blev kaldt “Degn”, formentlig fordi han boede i Degnehuset. Han kom i øvrigt grimt af dage, idet han efter at have været dag- lejer og beskæftiget med tærskning på en af gårdene i Thorsager på sydsiden af Nørreaadalen, på vejen hjem skød genvej over dalen, og der faldt i en afvandingsgrøft, som han ikke kunne komme op af Degn frøs ihjel en vinter- nat i Nørreaadalen.

Jens Peter Jensens familie
Jens Peter Jensens fader købte huset i 1918. Jens Peter Jensen var dengang fem år, men husker tydeligt den dag, da familien flyttede ind i huset.
Jens Peter Jensen far var gennem mange år ansat på Thorsager Teglværk, hvor han var hånd- stryger, i forbindelse med produktionen af mursten. Håndstrygningen er nu en proces, der er overtaget af maskiner. Som dreng hjalp Jens Peter Jensen faderen på teglværket, når der var travlt, og på den måde hjalp han til med familiens underhold. I sommerperioden hjalp han på samme måde sin moder, der arbejdede i tørvegraven, hvor hun vendte og stakkede tørv.

Et langt arbejdsliv begyndte
Jens Peter Jensen kom allerede som 10-årig i tjeneste på en gård i den østlige ende af Øby. Her gik han til hånde som gårdsdreng, samtidigt med at han passede sin skolegang. Det var en god plads, og han forblev på gården i 7 ½ år. Skolegangen ophørte efter 7. klasse og inden han forlod pladsen var han blevet konfirmeret i Ørum Kirke.

Jens Peter Jensen fortæller om sin skoletid, og sin tid på gården i Øby, at han selv husker, at han havde det godt. Der var meget arbejde og kun lidt frihed, men det var det almindeligt i de tider. De store oplevelser i skolen var de årlige udflugter, hvor han husker at skolen var på tur til Aalborg, et år gik turen til Mors, ligesom skolen også besøgte Silkeborg og sejlede på søerne.

Der var ingen ferieordninger i landbruget, men karle og piger var glade, hvis de fik frihed til at komme på markedet i Viborg eller til de lokale dyrskuer.
Efter tiden på gården i øby, havde han fire forskellige pladser i Velds i de følgende 6 år. I den periode var han også på session i Viborg. 1-Ian blev udskrevet som soldat ved Infanteriet, men blev aldrig indkaldt.

Til andre egne
I 1936 bestemte Jens Peter Jensen, at han ville se andre egne af Danmark, og i de efterfølgende år havde han plads på gårde, først på Møn, senere i 4 ½ år på Bornholm, og efter en kort afstikker hjemme med arbejde på en gård i Thorsager, tog han plads på en gård ved Hoptrup i Sønderjylland, hvor han var i 3 år.

Jens Peter Jensen fortæller ikke om særlige oplevelser under besættelsestiden, men nævner dog, at da han forlod Bornholm, gjorde han i nogle dage ophold hos en broder i København. Han læste da i avisen og hørte, at københavnerne troede, at Bornholm var en stor fæstning, med en masse bunkere og tilsvarende. Det havde han godt nok ikke set under sine år på øen.

Freden sænker sig
I1946 vendte Jens Peter Jensen tilbage til barndommens egn. Han tog ophold hos moderen i Degnebuset. Hun var blevet enke i 1944. I årene lige efter krigen var Jens Peter Jensen beskæftiget med fremstilling af brændsel, dels som tørv, men også briketter og de andre nye former for brændsel var han med til at fremstille.

Jens Peter Jensens liv var på vej mod i en stille periode. I1950 blev han ansat på Velds Mølle, hvor der blev fremstillet møbler, sådan mest stole og borde til hverdagsbrug. Jens Peter Jensen var ansat på møbelfabrikken de næste 32 år og frem til at han gik på pension som 70 årig. I Jens Peter Jensens stue står der en smuk stol, som han er særlig stolt af. Det er prototypen på en stol, han selv har fremstillet; idet dog en an- det har udført polstringsarbejdet. Stolen er håndfremstillet af Jens Peter Jensen, og derefter skilt ad for at danne skabelon for en masseproduktion af lige netop den type stol.

Et tilbageblik
Set i bakspejlets klare lys kan Jens Peter Jensen godt se, at han burde være holdt op på arbejdsmarkedet nogle år før. I årene som pensionist har han været plaget af forskellige sygdomme, som han mener skyldes den årelange nedslidning gennem et langt arbejdsliv. Jens Peter Jensen har gennem hele livet været ungkarl. Han klarede dog sig selv i huset på østermarksvej. også i årene efter at moderen kom på plejehjem og helt frem til 1998, hvor huset blev solgt til Anders 0. Andersen, og han selv måtte tage ophold i et af husene i tilknytning til plejehjemmet Højvangen i Ørum.

Degnehuset i en ny funktion
Til sidst skal det tilføjes om Degnehuset, at det jordtilliggende. der var syd for vejen og grunden lige nord for vejen, blev solgt fra i 1925. Huset blev ombygget med fast tag i 1930 og i 1948 blev grunden lige syd for huset solgt fra. Efter overtagelsen gik Anders 0. Andersen i gang med at renovere huset. Han har planer om at huset skal udlejes til feriegæster, der besøger egnen.

pnp